Beretning af Inge Vand 2009

Mandag d 1. Juni kl 05.00 var der afgang fra Ugelbølle. Efter 5½ time var vi i Altenau i Harzen. Vi fik  nøglerne til lejligheden og kl 14 var vi klar til at cykle den første lille tur i det dejlige vejr sammen med Mark, Henrik og Michael. Det blev til 62 km og 800 højdemeter.

Også dagen efter havde vi en god tur på ca 70 km og 1000 højdemeter i et forrygende solskinsvejr. Vi sluttede eftermiddagen   med ½ l Altenau Dunkel på Vores kommende stamværtshus – det gule bjælkehus, hvor vi  i øvrigt fik os forhandlet frem til en special pris på Altenau dunkel  på 2,50 eur for ½ liter ved udsigten til at der kom 140 tørstige cykelrytter til byen den efterfølgende dag. ( De seriøse fra hold 1 og hold 2 benyttede ikke rigtig  dette favorable tilbud).
Over for den beboelse  hvor vi er indkvarteret  i Altenau er der bygget et stort Weelness  center med alverdens pools og sauna mm. I Tyskland er badereglerne noget anderledes end i Danmark. Her står det  enhver frit for at have badetøj på eller ej. Dette center bliver flittigt brugt af cykelrytterne, så for at få det for mig selv tog jeg lige onsdag formiddag fri fra cyklen.

Onsdag eftermiddag ankom de forskellige deltagere. Vi var i alt 136 fra 5 forskellige klubber: TMC der er arrangør, Silkeborg, Give,S øften og Galten. Der var tre kvindelige deltagere: Marianne fra Silkeborg, Ingvild fra Give og undertegnede fra TMC. kl 14 var alle  136 mand på en samlet tur på ca 45 km, hvor vi kørte via ”skovstien” til Tofhaus , videre til Oker og så hjem forbi den den gule bjælkehytte. Krofatter  havde rigtig travlt med udskænkningen , hvilket han helt klart så ud til at nyde meget.

Onsdag aften stod det  som altid på samlet middag på : Salat, kæmpe wienersnitzel med brasede kartofler og pommes frites  og is med fløde. Selskabet bliver total blandet, så man har mulighed for at få en snak med ryttere fra andre klubber. Onsdag eftermiddag og aften er ren råhygge , inden det for alvor går løs med den alvorligere træning i bakkerne.

Fra torsdag blev  de 136 mand delt op i 7 hold af ca 20 mand. I år var der også et mouintain bike hold på 8-9 mand som selv stod for deres ture. Efter beretninger fra de medvirkende Mouintain Bikere var det vildt og rigtig rigtig fedt.

Det  hold jeg køre på og altid har kørt på er stort  det samme år for år. Holdet er sammensat af ryttere fra Give samt Mark og mig fra TMC. Vi er alle rigtig glade for at være på netop dette hold, men noget  utilfredse med at vi fra at have haft betegnelsen hold 3 er blevet degraderet helt ned til hold 7 på grund af det øgede antal deltagere til Harzenturen, men det gør os nu ikke ringere. Vi bliver bedre år for år. Det viser sig også hvert år at holdet bliver lidt større hen mod slutningen, når vores meget  sociale kørsel rygtes eller når ”benerne” er blevet lidt for tunge.

Holdets motto er højt humøret  uanset  vejret, og  det sociale aspekt er i højsæde så en ½ liter dunkel  i den gule bjælkehytte er obligatorisk hver dag.
På enhver tur er madpakken et vigtigt element. En dag mente Ingvild at vi næsten var som små nyfødte der spiste en gang i timen ( hver gang vi havde opsamling ). Det eneste der i al fald ikke var som nyfødt det var benene. De var ved at være trætte.

Træning i  Harzen er bakke træning med forskellige procentstigninger og forskellige længder på stigningerne. Vi er oppe ad pænt lange 15% stigninger , korte  på 18%, og de bløde på 5%,  så der er lidt for enhver smag. Kort sagt et eldorado for cykkelryttere.

Hold tre nu degraderet til hold 7 kørte  i alt ca 310 km og ca 4800 højdemeter på de 3½ dag. Vejret var nogenlunde de første 3 dage. Koldt men tørvejr og masser af blæst. Igen i år blev den sidste tur og afslutning i den gule bjælkehytte ødelagt, da der ud over kulden kom regn fra ved middags tid – lige efter at Wurmsberg var besejret-. ærgeligt men vi håber på bedre afslutning  næste år. Så må der tages revance med Carry Wurst o.s.v.

Ardeche:
Efter Harzen var næste mål noget mere varme, og turen gik mod Ardeche. Vi kørte af sted lørdag aften. Det regnede kraftigt og det blev det stort set ved med indtil vi nærmede os Ardeche. Så blev det opholdsvejr og det satsede vi på forblev sådan.

Den første dag – mandag- havde vi planlagt en tur på ca 70 km. Det så lidt mørkt ud i den retning vi havde tænkt os at køre, men blev enige om at det nok ville blæse væk, men nej – da vi kom op på bjerget begyndte det at småregne og kort tid efter styrtede det ned. Vi vente om og kørte tilbage og efter ca 10 km nedad blev det atter tørvejr. Da temperaturen var omkring 23 grader blev vi enige om at fortsætte cykelturen i den ”lyse” retning. Vi blev tørre inden vi kom hjem efter en tur på 80 km og 800 højdemeter.

At køre i Ardeche er helt fantastisk. Selvom lavendelmarkerne på denne årstid ikke er fuldt udsprungne og druerne ganske ganske små, så er Gorges d’Ardeche ufattelig smuk. De mange charmerende små byer, fritgående geder på vejen, de mange dufte fra de endnu ikke afsvedne grøfter og de flotte gule gyvelbuske. Når man cykler i  Ardeche er der ikke kun noget for øjet men også for næse og øre.

De resterende  dage var det solskin og inden hviledagen torsdag fik vi i alt kørt  260 km og 3900 højdemeter.

Fortræning til Les Trois Ballons der er et løb på 205 km og 4300 højdemeter blev således i alt:

570 km og 8700 højdemeter

Les Trois Ballons - Lørdag d 13.juni 2009.
Nu er det dagen. Adrenalinen køre i kroppen. Campingpladsen har siden i går eftermiddags sydet af forberedelserne til løbet. Der er cyklet lidt. Der er spist rigtig og alt grejet er pudset og gået efter. Byen Campagney hvor tilmelding foregår  og hvor løbet starten  er i fuld vigør.

Franskmænd er glade for cykelløb. På hele ruten er der tilråb på de strategiske steder. Ingen sure miner eller dytten hvis den alm trafik ikke lige kan afvikles som sædvanlig.

Tidlig op ( Kl 5.00), solidt morgenmåltid og så af sted mod startområdet. Hvordan er vejret og hvordan vil det blive de næste mange timer. Hvad tøj skal man have på og hvad skal i lommerne. Har man slanger nok med hvis uheldet er ude?

Vi kom i tøjet . Spændingen er der. I startområdet syder alting .Løbet skal starte kl 7.15. Det summer af forventningsfulde ryttere.
Startsskudet lyder og vi ruller af sted med snart 30 og derover ud ad byen. Peter har lovet at give mig sit baghjul hele vejen rundt. Jeg føler mig tryg. Under turen på de lige transportstrækninger var der nogen ryttere vi passerede,  der troede de skulle slå ud og tage mit personlige baghjul. Men nej de måtte nøjes med at hægte sig på mig eller klare sig selv.
Den første stignig på 11 % over 5 km er overstået efter 24 km fra start. Man er dårlig nok varm når stigning for alvor tager fat inden toppen af Ballon de Servance i 1200 m højde nås. Der bliver pustet noget på denne bakke og de første ryttere hopper af cyklen for at se lidt på gear og gear skifte . Kan det mon passe. Er der ikke flere gear. Flere hvor kæden sprang af når de febrilsk forsøgte at finde et lavere gear.

Efter denne stigning har vi en kanon nedkørsel og et helt fantastisk flot letbakket terræn at køre i inden opstigning til Le Grand Ballon, en stigning som er forholdsvis  rimelig at komme igennem. Når toppen nås i 1325 m højde er 100 km af 205 blevet gennemført. Vi klarede det med et snit på 20,8 så det var jeg godt tilfreds med.

Almindeligvis er forplejning til disse løb ok, men denne gang var der ikke nok af nogen ting og værst var at der manglede  vand på depot på Le Grand Ballon. Forståeligt nok var der meget stor utilfredshed blandt rytterne, men Peter og jeg  havde ingen problem, for hvem stod på toppen og tog video. Det gjorde Henning Olsen fra TMC, så her fik vi vores vandforsyning klaret til de næste par bakker.

Det helt fantastiske solskinsvejr gjorde såvel opstigning til Le Grand Ballon som nedkørsel til en oplevelse.

Op stigning til Ballon D’Alsace var varm og  dræbende. Den er  10 km lang og den stiger og stiger. På denne stigning så man de første ryttere der stod af enten for at hvile eller gå lidt.

Vi fortsætter fortrøstningsfuldt for nu er ¾ af turen tilbagelagt og der kommer en dejlig nedkørsel til Giromagny på 14 km. Men efter den går det op og ned ad bakke, og når der står 20km til mål, ja så venter der en mindre konstant stigning på 15 km inden den sidste bakke på 5 km og gennemsnitsstigning på 10,5% skal forceres.

Jeg tror ikke jeg før har kørt så lange nogle 15 km som de sidste før bakken. Hvis ikke MIT baghjul havde været der, tror jeg, at jeg var gået død.
Da jeg nåede de sidste 5 km var jeg temmelig brugt. ”Mit baghjul ”var nødt til selv at køre op, da det ikke kunne køre så langsomt som mig, og selvom der på sjove skilte stod på tysk: Du er ikke en vandringsmand, så var jeg denne gang af cyklen 3 gange for lige at ” vandre lidt” sammen med alle de andre.Da jeg manglede 1,5 km kom  ”mit baghjul” igen, og vi fik forceret den sidste stigning.
Jeg kom i mål i tiden: 11 timer og 43 min.

Jeg var gået efter endnu en guld tid og måske en førsteplads i stedet for min tredjeplads i 2007, men desværre blev det  kun sølv tid denne gang, men tro mig, jeg gør det ikke om igen for at forbedre tiden. Det er ikke et løb for tøsedrenge eller – piger.

Det er et løb som man kun gennemfører med stædighed. Og for mit vedkommende et godt solidt baghjul der aldrig svigtede, og bare trak og trak.
Det er efter min mening  pga sin længde og sine mange højdemeter et noget hårdede løb end La Marmotte.

Nå, men bortset fra det så var det et helt fantastisk løb, som jeg ikke et sekund har fortrudt at jeg var med i. Det er en ufattelig smuk natur, som løbet bugter sig igennem. Stemningen blandt deltagerne og publikum og med det helt fantastiske flotte vejr, ja så var det en helt uforglemmelig dag, som jeg ikke ville have været foruden , men som jeg til gengæld heller ikke vil gentage, da jeg ikke tror på at de vejrmæssige rammer nogenside vil kunne slå det vi oplevede i år.

Hvis vejrudsigt i D’Alsace er god --then go for the race!!

Hvis du vil vide mere om de forskellige løb i Le Grand Trophèe og se højdekurverne, så besøg hjemmesiden:
www.sportcommunication.com

God fornøjelse!
Inge Vand
Juni 2009